Kulturarven i Langå Sogn

Langå Sogn
Langå sogn er Nyborg Kommunes sydligste sogn. Det ligger omkranset af nabosognene Øksendrup, Hesselager, Gudme, Gudbjerg og Svindinge. Langå Sogn ligger i Gudme Herred, så Langås beboere har tidligere draget til Gudme, hvis de skulle vidne eller fremstille en sag på tinge. Langå sogn omfatter byen Langå samt herregården Rygaard.
 

Langåvognen
I løbet af en kort årrække blev der i slutningen af 1800-tallet gjort en række sensationelle gravfund i Langå. Under markarbejde stødte man i 1877 på en samling grave. I gravene blev der fundet bronzebeslag, jernstumper, trækul og rigt gravudstyr med ædle metaller, bronzekar og jernvåben. Det, der vakte størst forskningsmæssig interesse, var en samling forbrændte jern- og bronzebeslag. Beslagene viste sig at stamme fra en firhjulet vogn fra førromersk jernalder. Fundet kaldes Langåvognen. Vognen er dateret til et par hundrede år før Kristi, og den er én af kun seks kendte pragtvogne fra jernalderen. Vognen har været konstrueret til hesteforspand, og den blev formentlig anvendt til paradekørsel ved særlige lejligheder.
 

Den rige gravplads
Nogle få år efter fundet af Langåvognen fandt man i nærheden en samling af såkaldte kedelgrave. Fire af dem er samtidige med vognen, mens fire andre er hhv. yngre og ældre. I den fornemste af de rigt udstyrede grave var der nedsat en stor metalkedel med en diameter på 70 cm. Den indeholdt bl.a. en bronzespand fremstillet i Etrurien. Etrurien var et kongerige, der lå i vore dages Toscana. Bronzespanden var langt ældre end de øvrige genstande i gravene. Spanden var allerede 300 år gammel, da den blev lagt i graven, så den har haft et langt liv og været på en lang rejse inden før den endte i graven i Langå. Til gravudstyret hørte også fire enæggede sværd og to snoede guldfingerringe, hvoraf den største vejede ikke mindre end 70 gram.

Landsbyerne der forsvandt
Bebyggelsen i Langå Sogn består i dag af landsbyen Langå og herregården Rygaard. Tidligere så sognet meget anderledes ud. I 1300-tallet fandtes også en landsby ved navn Lejstrup i sognet, og to århundreder senere omtaltes yderligere en landsby ved navn "Thorpit” eller Tårup. Langå har altså ikke altid været sognets eneste by. Med tiden er både Lejstrup og Tårup blevet nedlagt og deres marker lagt til enten Langå eller Rygaard. Landsbyen Lejstrup forsvandt, men dens navn lever stadig den dag i dag videre i gårdnavnet "Lejstrupgård”. Tårup findes ikke længere på landkortet, men da Langå og Rygaards jorder i 1809 blev optegnet i forbindelse med udskiftningen, fandtes der stadig et levn af landsbyen, nemlig i stednavnet "Tårup Frede skov”, Tårup Fredskov. Samme skov kendes i dag under navnet Rygaard Skov.

Kampen om kirken
Omkring Reformationen var kirken i Langå annekskirke til Hesselager Kirke. Kirkeejeren var en af landets mest indflydelsesrige mænd, kansler Johan Friis til Hesselager, men i 1548 ansøgte ejeren af Rygaard, Christoffer Urne, om patronatsretten - og derved ejerskabet - til Langå Kirke. Da Johan Friis trak sagen i langdrag og til sidst afslog ansøgningen, anklagede Christoffer kansleren for mordet på hans onkel, biskop Joakim Rønnow. Kirkens tilknytning til Rygaard er synlig i dens interiør. I koret er indsat en mindetavle over Christoffer Urne og hans hustru, Kirsten Lykke, og i tårnet en stor sten med portrætfigurer af Christoffers forældre, rigsråd Johan Urne og hustruen Anna Rønnow. I 1553 fik Langå fælles præst med Øksendrup. Det fortsatte frem til 1980’erne, hvor Langå, Øksendrup og Svindinge ansøgte om sammenlægning. 

Bevaringsværdige kalkmalerier
Langå Kirkes kalkmalerier er dateret til første halvdel af 1500-tallet. Kalkmalerierne regnes for at være meget bevaringsværdige. Motiverne forestiller Kristi lidelse, den opstandne Kristus med sejrsfanen, og Jesus foran Pilatus (Pilatus er udstyret med skæg og hat, som man brugte det, da kalkmalerierne blev fremstillet). Under hvælvingspillen i skibet befinder sig et udsnit af et kalkmaleri. Det forestiller en kvindeskikkelse, som bagfra bliver omklamret af et djævlelignende væsen med kløer. Kalkmaleriet menes at knytte sig til et gammel sagn om en ulykkelig jomfru fra Rygaard. Kirkens vægge og lofter smykkes desuden af borter og bånd med geometriske- og organiske mønstre i form af eksempelvis bladranker.

Langwogh
Langå nævnes første gang i 1327. Her betegnes byen "Langwogh”. Bynavnet består af forleddet ”Lang” og efterleddet "wogh”, der kan tolkes som bølge eller oprørt hav. Den specifikke tolkning af ”wogh” er omdiskuteret, men fælles for de fleste tolkninger er, at omdrejningspunktet relaterer sig til vand. Langå bestod i 1570’erne af 34 gårde. De fleste var forholdsvis små, men antallet lå forholdsvis stabilt i de følgende århundreder. I løbet af 1600-1700-tallet blev Rygaard stort set eneejer af gårdene i Langå Sogn. Under herregårdens ejerskab blev sognets gårde egaliseret, så de fik samme størrelse. Der var i 1903 stadig 26 gårde i Langå. I 1897 åbnede jernbanen mellem Svendborg og Nyborg. Banen gik gennem Langå, og i byens sydlige udkant blev byens station opført. Navnet ”Langå Station” var imidlertid allerede optaget, så stationen fik i stedet navnet Rygaard Station.

Straffen var øl
Med et tæt samliv inden for det snævre landsbyfællesskab var det nødvendigt at regulere det daglige samvær. I Langå var der regler for, hvordan man skulle omgås hinanden. Byen har bevaret sine »Vider og Vedtægter« tilbage fra 1607. Loven består af hele 44 punkter. En del punkter handlede om, hvordan man skulle hjælpe hinanden ved sygdom, eller når der indtraf ulykker såsom ildebrand. Samt at man skulle hjælpe de brandlidte med genopbygning af huse. Hvis man overtrådte et af bylovens mange påbud, skulle bøden i næsten alle tilfælde betales med en tønde øl til fællesskabet. Et af punkterne lyder, at man skal bøde en fjerding øl, hvilket svarer til en kvart tønde øl, hvis man kaster op i gildestuen. Et andet slår fast, at knive og våben skal gemmes væk, til gildet er ovre. Det kunne åbenbart gå lystigt til, når landsbyboerne mødtes i fælles lag.

Rygaards dramatiske barndom
Rygaard kendes tilbage fra 1372, hvor den omtales som Rythe. Navnet hentyder til, at herregården er opført i en rydning i skoven. Den nuværende hovedbygning blev opført kort før Reformationen, og Rygaard bærer præg af at være opført i urolige tider. Borgen blev stærkt befæstet, hovedbygningen fik vægtergang med skydehuller og både borggård og ladegård var omgivet af vandfyldte grave. Under borgerkrigen Grevens Fejde blev den nyopførte borg i 1535 indtaget af borgere fra Svendborg. Erobrerne bortførte våben og ammunition, og efter fejden stod Rygaard stærkt medtaget tilbage. Bygherren Johan Urne blev i 1537 efterfulgt af sin søn Christoffer. Christoffer endte med at tilbringe mange år i fængsel, fordi han i fuld skab beskyldte kongen og kongens kansler, for at være medskyldige i mordet på hans onkel, biskop Joakim Rønnow.
 

Sagnet om jomfruen på Rygaard
På Rygaard levede engang en smuk jomfru, som havde kastet sin kærlighed på en fattig adelsmand fra Sjælland. Da hun ”blev med livsfrugt ved ham”, blev hendes far så opbragt, at han efter fødslen lod hende spærre inde i et fangehul i kælderen. Da kæresten kom for at befri hende, blev han opdaget. Herremandens datter vidste, at hendes fader næppe ville vise hende medlidenhed. Hun gjorde derfor ende på sit unge liv ved at drukne sig i en brønd i kælderen. Herremanden satte et minde over datterens skændsel på væggen i Langå Kirke. På væggen kan man stadig se hvordan djævelen har slået sine kløer i den unge pige. Det fortælles, at jomfruen fra Rygaard efter døden sørger over sin skæbne. Hun er eftersigende klædt i hvidt, og man kan se igennem hende.

Jernbanebro bliver til kunst
I sommeren 2023 begyndte kunstneren Kristian Vodder Svensson kunstprojektet og udsmykningen af den gamle jernbanebro fra 1933. Hele viadukten bærer præg af Kristians unikke stilart, med elegante penselstrøg, der skaber et levende og drømmende naturlandskab. På begge sider af broen er der desuden en hånd der ved ind- og udkørsel i byen, henholdsvis byder besøgende velkommen eller vinker dem farvel igen.