Dronningens krigere har besejret fjenden

Tak for i år

2.7.2023
© VisitNyborg
Foto: Mette Ditmarsen

Danehof er slut for i år, og det har været nogle helt igennem fantastiske dage i Nyborg. Riddere, gøglere, aktører, arrangører, frivillige og publikum har tilsammen skabt en historisk festival, der har sat tyk streg under, at ”historie” ikke blot er et fag i skolen.

Historie skaber fællesskaber, stemning og store oplevelser. Oplevelser, som alle kan tage del i og få glæde af. Unge som gamle, lokale og tilrejsende, nysgerrige og entusiaster.

Festival for alle
”Det var en fornøjelse at opleve så mange børnefamilier, der mødte op og deltog i de talrige børneaktiviteter rundt omkring på festivalen. Og vores nye særligt tilrettelagte tiltage for vores medborgere med demens blev virkeligt taget godt imod. Vi er glade for at kunne skabe en festival, der virkelig er for alle, og det kan vi kun fordi en lang række frivillige, aktører og lokale erhvervsdrivende bidrager med så stort engagement. Det er vi meget taknemmelige for”, siger Mette Ladegaard Thøgersen, der er afdelingsleder på Østfyns Museer.

Flagskib for Nyborg
Vejrskift, byger og blæst kunne ikke holde publikum væk fra festivalen, og Eksercerpladsen uden for Landporten var lørdag fyldt af biler, der havde bragt forventningsfulde gæster til festivalen.

”Vi har i den grad oplevet, at Danehof har trukket gæster til udefra. Visit Nyborg holdt kontoret åbent, og rigtigt mange nysgerrige var inde for at blive klogere på festivalen og på vores dejlige by. Danehof sætter Nyborg på landkortet, og helt fra Tyskland er rejsende kommet til for at tage del i den unikke stemning, der skabes i Nyborg i disse dage. Tak for den positive opbakning fra både borgere og gæster”, siger turisme- og oplevelseschef Sanne Andresen fra VisitNyborg.

Danehof er tilbage i 2024
Foran festivalens arrangører venter nu det store arbejde med at pakke sammen og rydde op efter festivalen. Og så skal besøgstal gøres op, og der skal indsamles beretninger fra alle de medvirkende, så de gode tiltag i år kan blive lige så gode eller bedre næste år.

På Danehofs Facebook-side kan man allerede nu se masser af film og billeder fra Danehof 2023, og i de kommende dage lægger vi endnu mere ud. Gode oplevelser er gode at mindes.

Om blot ét år er Danehof tilbage igen. Altid første weekend i juli. I 2024 afholdes Danehof i dagene 5. - 7. juli.

Vi ses næste år!