Julekuglen 2024
Igen i år er årets julekugle i Nyborg strikket i uld og designet af Lise-Lotte Jensen fra Ulrikkagarn. Motiverne symboliserer håb, glæde og jul og trækker tråde til lokale historier.
Tradition og håndværk forenes i årets julekugle
Når træet skal pyntes til jul, kan det blive med en ny lokalproduceret og bæredygtig julekugle i uld. Kuglen er designet af Lise-Lotte Jensen, medindehaver af Ulrikkagarn i Nyborg, der har særligt fokus på at formidle historie gennem strik. Hver kugle er strikket i hånden af enten Lise-Lotte selv eller hendes samarbejdspartner, 82-årige Lone fra Rudkøbing.
”Det er med stor glæde, at vi igen i år kan tilbyde vores gæster en lokalproduceret julekugle skabt af bæredygtige materialer. Julekuglen er helt unik for Nyborg, og de forskellige motiver fortæller både om dansk jul og refererer til gode lokale julehistorier. Endnu en gang tak til Lise-Lotte fra Ulrikkagarn for at tage udfordringen op med både at designe og ikke mindst strikke årets kugle,” siger Kim Furdal, leder af kulturhistorisk afdeling, Østfyns Museer.
En økologisk og bæredygtig julekugle
I denne tid, hvor der er stort fokus på klima og bæredygtighed, er en julekugle af strik helt i tidens ånd. Hver eneste kugle er strikket i hånden, garnet er økologisk og GOTS* certificeret og indkøbt hos en dansk leverandør. Kuglen er som helhed strikket i naturbrunt garn. Det røde garn er plantefarvet i Nyborg med naturlige farver som kraprod, rødtræ og cochenillelus, mens det gule garn er plantefarvet med ukrudt fra Lise-Lottes hestefold i Frørup.
Design og valg af motiver
Kuglen er delt op med fire forskellige motiver. Et af dem er en gammel kending, nemlig nissen.
”I Nyborg og omegn findes mange historier om nisser og en af dem handler om Mads Nisse, der har boet på Borgmestergården, siden den blev bygget i 1601. På Borgmestergården findes også Nyborgs ældste juleengel i papir. Englen er et vigtigt symbol i julen, for det var en engel, der viste sig for hyrderne på marken. Englen bærer også lyset med sig,” fortæller Lise-Lotte Jensen.
Men lyset i en stage er også et motiv for sig selv. Lyset er håb og glæde. Det kan være håb for fremtiden og for fred i verden i en urolig tid. I Danmark pynter man op med lys i byerne og i hjemmet i de lange mørke vintermåneder. Sidst men ikke mindst er der på kuglen også motivet af en kringle. Kringlen dufter af jul og associerer til julebag, hygge i køkkenet og sødt til ganen i de kolde måneder.
Et hjerte med årstal og hilsen til H.C. Andersen
Sidste år var det et ønske fra flere, at kuglen på en eller anden måde blev årstal-dateret. Lise-Lotte har i år løst det ved at sy et lille træ-julehjerte i bunden af kuglen, hvor tallet 24 er trykt på. Den lille hjerte-knap er ikke valgt tilfældigt. Det spiller nemlig sammen med en af Nyborgs forbindelser til H.C. Andersen. I fortællingen ”Hjertesorg”, der foregår i Skippergade, har en lille seleknap nemlig en særlig rolle. Desuden havde den berømte forfatter også en lokal tilknytning. H.C. Andersen besøgte Regisse Kilde i Frørup, når han var på vej til Glorup Gods, og ydermere var han også ofte gæst på Lykkesholm Slot ved Ørbæk.
Sådan får du fat i kuglen
Årets julekugle kan købes på Borgmestergården, Slotsgade 11, i Nyborg fra den 22. november.
Kuglen koster 160 kr. og der er begrænset antal.
*GOTS Certificeringen er en garanti for, at tekstilerne er produceret miljømæssigt korrekt, samt socialt ansvarligt. GOTS kræver at minimum 70 procent af produktet består af certificerede økologiske fibre, og at alt kemi som f. eks. farvestoffer opfylder de særlige miljømæssige krav.