Frivillige børn samler skattemærker til Danehof i Nyborg

Unge frivillige gør skattemærker klar til Danehof

26.6.2024
Foto: Østfyns Museer

I et sommerhus i Hesselager sidder nogle meget ihærdige unge mennesker og arbejder frivilligt for Danehof. De sætter klistermærker/snore i skattemærkerne, der bliver solgt til festivalen i Nyborg. Hvert mærke giver et minut ekstra tid på telefonen, så derfor bliver der arbejdet hurtigt.

Der er mange former for frivilligt arbejde i forbindelse med Danehof, men et af de mere ’usynlige’ af slagsen er at sætte snore i skattemærkerne og derefter samle dem i bundter, så de er lige til at trække op af tasken og sælge under festivalen. Men det er netop, hvad Laura (21), Alma (12) og Sara (9) bruger foråret på. De er alle tre plejebørn hos Elin Søndergaard, der siden 2017 har været inde over frivilligt arbejde til Danehof.

”Her i huset arbejder vi meget med frivillighed, og børnene er derfor vant til frivilligt arbejde. Vi har den holdning, at det er sundt at yde noget for andre. Skattemærkerne til Danehof er blevet noget, vi gør hvert år, og der stilles slet ikke spørgsmål til det. Vi sætter os i sommerhuset, og så bliver der arbejdet løs,” fortæller Elin.

Der er naturligvis en lille gevinst ved det frivillige arbejde. Tidligere resulterede de færdige mærker i et afkast i form af is, men i år giver det ekstra tid på telefonen, og det er en stor motivationsfaktor.

”Det er dog ikke kun minutterne på telefonen, der betyder noget. At vi sidder samlet rundt om bordet og samler mærkerne mens vi taler sammen, det er virkelig hyggeligt. Den direkte kontakt kan nogle gange være svær, når man sidder overfor hinanden, men når vi alle bruger hænderne og arbejder samtidig med, så bliver det en anden form for samtale, og vi synes alle, det er hyggeligt,” fortæller Elin.

Laura, der er 21, påpeger også, at eftersom der ikke er begrænsninger på brug af hendes telefon, er det ikke det, der motiverer hende. Det er samværet rundt om bordet. Hun tilføjer med et smil, at i de tilfælde hvor hun sidder alene og samler mærker, så bliver der set afsnit af Den Store Bagedyst.

I år er der blevet sat snore i - og bundtet - 1500 skattemærker, der skal være klar til Danehof. Skattemærkerne kan købes til festivalen, hvor det også er frivillige, der står for salget. Det er gratis at besøge Danehof Middelalderfestival, så salget af mærkerne er en vigtig del af festivalens samlede budget.

Danehof - en middelalderfestival i verdensklasse finder sted 5. - 7. juli i Nyborg. Læs meget mere om Danehof her.

Skattemærker til Danehof - en middelalderfestival i verdensklasse 2024

Foto:Østfyns Museer