Aktiviteter i Vandtårnet
Med unik placering på Nyborg Vold, finder du Vandtårnet på Dronningens Bastion, som løbende har udstillinger fra lokale kunstnere og aktører i Nyborg.
Oversigt over kommende udstillinger
Se de kommende udstillinger i vandtårnet ved at klikke her. Siden med udstillinger for 2024 opdateres løbende.
Har du noget, du vil vise frem?
Til dig, der vil udstille: Har du noget på hjertet, som du godt kunne tænke dig at vise til andre, så kan du låne Vandtårnet gratis. I helt unikke rammer kan du vise dine malerier, kunstværker, digte, fotografier - hvad end du er passioneret omkring til glæde for de besøgende. Du kan se ledige perioder her.
Book plads på: kulturfritidogturisme@nyborg.dk
Til dig som besøgende: Glæd dig til spændende aktiviteter i det smukke vandtårn på Nyborg vold. Fælles for alle udstillinger er, at udstilleren selv vil være til stede. Så udover at se en spændende og inspirerende udstilling, kan du også få en snak med personen bag de enkelte værker. Ved fællesudstillingerne kan kunstnernes tilstedeværelse være fordelt over hele åbningen.
Sådan booker du Vandtårnet
Send en mail på kulturfritidogturisme@nyborg.dk, hvor du skriver ønske til ugenummer og hvad du gerne vil udstille eller lave af aktiviteter ved Vandtårnet.
Betingelser for at låne Vandtårnet
- Det er gratis at låne Vandtårnet.
- Vandtårnet er et fredet fortidsminde. Det er forbudt på nogen måde bevidst at påføre murværket skader. Overtrædelse vil betyde reetablering på låners regning.
- Der må af sikkerhedsmæssige årsager maks. være 20 personer oppe i tårnet ad gangen. Det er lånerens opgave at sikre, dette bliver overholdt.
- Du skal åbne og låse Vandtårnet efter brug og aflevere nøglen til VisitNyborg umiddelbart efter sidste dag.
- Mister du nøglen skal du betale en økonomisk kompensation.
- Vandtårnet skal være ryddet og i pæn stand, når du afleverer nøglen.
- Nyborg Kommune kan ikke dække skader eller tyveri af låners værker eller skader på personer / ejendele med mindre ansvaret for skaden skyldes mangler i Vandtårnet (Kommunens generelle ansvarsforsikring).
Det praktiske
-
Bygningen er uden varme, uden toilet, uden vand mv. Der er ét lokale – selve vandtårnets grundplan. Toppen af vandtårnet – den gamle vandbeholder mv. – anbefales ikke til udstilling, men kun til udkig over Nyborgs fæstningsanlæg.
-
Der er begrænset med el, da elnettet i vandtårnet ikke kan trække ret mange watt.
-
Nærmeste offentlige toilet er beliggende ved Nørrevoldgade 9 (ved den offentlige parkeringsplads).
-
Vær opmærksom på, da Vandtårnet er beliggende på det fredede fæstningsanlæg, og derfor er det som udgangspunkt ikke tilladt at køre der. Af- og pålæsning af f.eks. udstillingsmaterialer mv. sker lettest ved Blegdamsgade 14A, og bæres derfra til selve vandtårnet ad fæstningsanlæggets stier.
-
Skal du bruge staffelier, har vi nogle til rådighed, som kan lånes uden beregning. De skal hentes og eventuelt afleveres hos VisitNyborg før/efter lån på Torvet 2B.