Kulturarven i Ørbæk Sogn

Fra landsogn til centrum
Ørbæk Sogn ligger omgivet af nabosognene Vindinge, Frørup, Svindinge, Ellested, Herrested og Refsvindinge. Sognet består af centerbyen Ørbæk, landsbyerne Sentved og Æble samt herregården Ørbæklunde.

Indbyggerne i Ørbæk Sogn arbejdede i 1800-tallets midte hovedsageligt med jorden, men 50 år senere begyndte industrien at sætte sit præg på sognet, og i 1950’erne var over halvdelen af sognets befolkning beskæftiget med håndværk og handel. Ørbæk Sogn gik dermed, i løbet af små 100 år med øget landevejstrafik, og anlæggelsen af en jernbane, fra at være et traditionelt landsogn til at blive et lokalt vækstområde. 

Runestenen blev sprængt bort
Der findes i dag 13 fredede fortidsminder i Ørbæk Sogn. De ni er gravhøje, hvor vores forfædre fandt hvile. Derudover findes der i sognet to fredede broer, Lundebro og Ørbækbro, en milesten samt Ørbæk Kilde. I 1790’erne fandt man en kæmpe sten på en mark i Ørbæk. Stenen var mere end tre meter Lang, og man besluttede derfor at sprænge den væk fra marken. Det vidste sig imidlertid, da man væltede stenen omkuld, at der var ristet runer i den store sten. På stenen stod ordene: Gudfred ristede efter Thjodborg. Runestenen, deri eftertiden blev kendt som Ørbækstenen, Led desværre en sørgelig skæbne, for da runerne var blevet aftegnet, blev stenen sprængt bort. Hvem Gudfred og Thjodborg har været er usikkert, men det er muligt, at Gudfred kan være den Kong Godfred, som man mener regerede Danmark i starten af 800-tallet.

Varm om vinteren
En kielde findis hervdj byenn, som altid, nat och dag, winter och sommer, løber met klart wand. Om vinteren er wandet wärmt och om sommeren kaldt och aldrigh thørris. Således beskrev sognepræsten i Ørbæk i 1623 byens kilde. Kildens evne til at være varm om vinteren har formentligt hængt sammen med, at kilden gav meget vand, så den konstante bevægelse forhindrede den i at fryse til. Hvorvidt Ørbækkilden har haft helende eller lægende egenskaber, ved vi intet om, men at den har været godt besøgt bekræftes af, at man i midten af 1600-tallet, da byen havde fået hospital, opsatte en fattigblok ved kilden. I fattigblokken kunne kildegæsterne betænke hospitalets lemmer og sognets fattigste. Da Ørbæk mejeri blev opført i 1883, placerede man den meget vandkrævende produktion ved Ørbækkilden. Ørbækkildens vandpost er gennem tiden blevet flyttet flere gange.

Kirke, hospital og skole
I 1589 besøgte biskop Jacob Madsen kirken i Ørbæk. Biskoppen beskrev i den forbindelse kirken som vel istandsat med bredt tårn og blylagt tag. Kirkens forholdsvis brede tårn formodes at være resultatet af et byggeprojekt, der ikke blev så højt, som først tiltænkt. I dag er kirken ikke længere tækket med bly, men den er endnu engang blevet vel istandsat. Det skete ved en gennemgribende renovering i 2016-18. Den 6. juni 1626 besluttede Fru Elisabeth Ulfeldt og Jesper Friis af Ørbæklunde at oprette et hospital og en skole i Ørbæk. Hospitalet og skolen blev indrettet i kirkeladen ved Ørbæk Kirkes kirkegård. Skolen og hospitalet stod færdigt og klar til brug i 1646. Der blev indrettet skole i bygningens østlige del, mens sognets fattiglemmer skulle have plads i bygningens vest-ende. Hospitaler var datidens alderdomshjem, og på Ørbæk hospital var der plads til fire fattige kvinder.

Djævlen på væggen
I slutningen af 1400-tallet blev der i mange østfynske kirker malet kalkmalerier. En del af disse kan kædes sammen af en fælles stilart og en malet træsko. Træskoen er signatur for en, eller flere malere, kaldet "Træskomaleren". Ørbæk Kirkes mest omtalte kalkmaleri forestiller en djævlelignende figur, som bliver malket eller tappet af en heks. Billedet blev oprindeligt afdækket i 1932. Man mente imidlertid ikke, at motivet var passende i en kirke, så størstedelen blev igen overkalket. Det eneste af maleriet, som fik Lov til at blive var en krukke, som i mange år svævede ensomt på kirkens hvide væg. Kalkmaleriet blev atter afdækket i forbindelse med den seneste renovering, og motivet er derfor igen synligt. I Ørbæk Kirke står træskomaleren bag mere end 30 malerier. Kirken anses derfor for at være et af træskomalerens hovedværker. Ørbæk Kirkes kalkmalerier er bevaringsværdige.

Byen ved grus-bækken
Første gang man hører om Ørbæk er i 1231. Byen har fået sit navn efter bækken, som på dette sted var gruset, etter "ør". Bækken er central for Ørbæks opståen. Byen er anlagt ved et vadested, som blev benyttet af rejsende fra de omkringliggende byer. Ørbæk har derved altid været et centralt knudepunkt. Byen bestod i slutningen af 1700-tallet af 25 gårde og 16 huse, og den ændrede markant udseende, da 17 af gårdene efter udskiftningen blev flyttet ud til deres nye marker. Ørbæks centrale placering blev yderligere forstærket, da man i starten af 1800-talIet omlagde vejsystemet. Landevejene gennem byen gav bedre mulighed for handel. Med jernbanens åbning 11897 gik Ørbæk fra at være en Landsby til at være centerby for hele sit nærområde, En status der blev cementeret, da byen i 1970 blev den centrale by i den nye Ørbæk Kommune. Siden 2007 har Ørbæk været en del af Nyborg kommune.

Uenighed i skoven
Sentved kan i kilderne følges tilbage til slutningen 1492, hvor byen betegnes "Santwed". Tolkningen af Sentved-navnet har voldt forskningen problemer, men et bud er, at forleddet "Sen" kommer af et gammelt dansk navneord, "sænn", der kan betyde strid. Endelsen "-tved" knytter sig til byens anlæggelse ved rydning af skov. Hvorvidt Sentved er anlagt af uenige ørbækboere, eller om byens beboere havde ry for at komme op og skændes, må stå hen i det uvisse. Sentved bestod 11500-tallet, og de næste fire århundreder frem, stort set konstant af fem gårde. I starten af 1800-tallet ejede Ørbæklunde alle fem gårde, og da byen i 1807 gennemgik udskiftningen, flyttede to af byens gårde ud til deres nye marker udenfor selve byen. Efter udskiftningen, i løbet af den første halvdel af 1800-tallet, begyndte der at blive bygget huse i landsbyen, og i 1903 bestod Sentved af seks huse og syv gårde.

Euele
"Euele", eller som vi staver det i dag, Æble, omtales første gang i 1572. Æble er opstået ved at beboere fra Sentved er flyttet ud og har anlagt deres egen by, så bynavnet er formentligt et resultat af, at byen er blevet anlagt i eller ved en samling æbletræer. Æble bestod i 1572 af fire gårde og en mølle. Byen har stort set beholdt denne størrelse frem til midten af 1900-tallet, hvorefter gårdene langsomt begyndte at forsvinde. I dag står to af Æbles oprindelige ejendomme alene tilbage, nemlig Æblegård og stuehuset til den tidligere Æble Mølle.

Hovedgården flyttede ud af byen
Ørbæklundes historie kan følges tilbage til 1528, hvor herregården første gang optræder under navnet Øerbecklundsgaardt. Ørbæklunde er en såkaldt landsbyhovedgård. Den har oprindeligt været en del af Ørbæks landsbyfællesskab. Netop denne gård har imidlertid fået en adelig ejer, hvorefter den har vokset sig større, for til sidst at flytte udenfor byen. Her har herregården haft forskellige placeringer, før den til sidst fik hjemme på den nuværende placering. Den nuværende hovedbygning er opført i slutningen af 1500-tallet, mens gården var i Friis-slægtens ejerskab. 11600-tallet overtog slægten Rosenvinge gården, som de besad i små hundrede år. Herregården blev derefter solgt til slægten Lange, i hvis besiddelse den stadig er. Ørbæklundes hovedbygning blev istandsat i starten af 1800-tallet.

Hist hvor vejen slår en bugt...
På hjørnet af Sentvedvej ligger et lille gult husmandssted, "Almas Hus". Huset har navn efter dets sidste ejer, Alma Christensen. "Almas hus" var frem til 1980’erne et levende husmandssted med dyr, køkkenhave, frugttræer og kaffe på kanden. Husmandsstederne var de mindste af landbrugets ejendomme. De lignede små gårde, men havde ofte så lidt jord, at man ikke kunne leve af den. Husmændene, og deres familier, måtte derfor supplere deres avl med ekstra arbejde enten på den nærliggende herregård, som håndværkere eller med diverse småjobs. Mange husmænd var fæstebønder, som fik lov til at bo på husmandsstederne mod at arbejde på ejernes marker. "Almas Hus" er et af de eneste bevarede husmandssteder fra 1700-tallet. Huset ejes i dag af Nyborg Kommune og står som et vidnesbyrd over det danske landbrugs historie fra fæstebønder til moderne landbrug.