Kulturarven i Refsvindinge Sogn

Et sogn - en by
Refsvindinge Sogn indeholder i dag Refsvindinge by og omkringliggende marker, og sognet er omkranset af nabosognene Kullerup, Vindinge, Ørbæk, Herrested og Ellinge. I den nordlige del af sognet vidner marknavnet Dastrup om en nedlagt udflytterby, og nabosognets herregård, Juulskov, har gennem tiden gjort indhug i ejerlavets nordlige del. Refsvindinge Sogns jord er præget af istiden. Da isen lå tyk over Østfyn, løb smeltevandet gennem Refsvindinge på sin vej til Odense Fjord. På vejen aflejredes der sand og sten, hvilket satte scenen for de følgende årtusinder landbrugsmuligheder. Det berettes således i midten af 1800-tallet, at Refsvindinges afgrøder giver mindre udbytte end søstersognet Kullerups. Derimod må der have været blomster nok, for der var, på daværende tidspunkt, registreret hele 24 bistader i sognet.

Fortiden ligger gemt under mulden
Der er ingen fredede fortidsminder i Refsvindinge Sogn. Sognepræsterne i byen kunne heller ikke komme på noget, da de i 1623 og 1807 blev forespurgt, men det betyder heldigvis ikke, at fortiden ikke har været der. Mange af Danmarks oldtidsgravhøje er op gennem tiden blevet genbrugt. Gravhøjene bestod ofte af velegnede byggesten, sand og grus, så med tiden svandt gravhøjene stille ind, og jorden fandt anden anvendelse. Der er i dag registreret tilstedeværelsen af 11 gravhøje i Refsvindinge Sogn. At fortiden ligger gemt under mulden bliver med jævne mellemrum bekræftet. Metaldetektorerne finder ofte spændende vikingetidsfund i sognet. Og da man anlagde cykelstien mellem Vindinge og Refsvindinge, fandt man rester af huse og indhegninger fra to jernaldergårde, dateret til perioden år 100-300.

Kirken til den hovedløse biskop
Refsvindinge Kirke er opført i perioden 1150-1200. Kirken er indviet til Sct. Dionysius. Dionysius var en græsk filosof, der blev omvendt til kristendommen og siden blev den første biskop af Paris. Dionysius endte sine dage som martyr. Han blev halshugget, men derefter skete der et mirakel: Den hovedløse biskop rejste sig og gik to mil med sit hoved i hænderne! Hvorfor man i Refsvindinge har valgt at vie kirken til Dionysius, må stå hen i det uvisse. Skibet og den vestlige del af koret er fra den oprindelige middelalderkirke, mens resten er bygget til senere. Da våbenhuset blev opført omkring 1600, fik man i Refsvindinge, som i alle andre kirker, en sydlig indgang for mænd og en nordlig for kvinder. Det specielle for Refsvindinge er, at man har bibeholdt kvindedøren, mens det er den mandlige indgang i syd, der siden er blevet muret til.
 

Ræfs opdyrkede jord
Første gang man hører om Refsvindinge er i 1435, hvor en gård i byen overdrages til ridderen Sten Basse. Selvom byen først omtales skriftligt i 1400-tallet, så går dens historie meget længere tilbage. Man formoder at Refsvindinge er opstået omkring år 1000. Byen betegnes i 1400-tallet ”Rofs-wynninge”, et navn der må formodes at være sammensat af mandsnavnet Ræf og endelsen ”vindinge”, der kan betyde ”den opdyrkede jord”. Refsvindinge by og dens historie er præget af nærheden til Juulskov. Fra 1600-tallet ejede hovedgården størstedelen af byens gårde, og omkring 1800 var Juulskov blevet eneejer. I løbet af de næste 50 år blev gårdene solgt fra til selveje.

Landsbyen kom tættere på landevejen
Refsvindinge bestod i 1600-tallet af 33 gårde. Byen var, kun overgået af Frørup og Tårup, en af de største 1600-tals landsbyer i vores dages Nyborg Kommune. I 1787 havde Refsvindinge et indbyggertal på 325. Antallet fordobledes op gennem 1800-tallet, og Refsvindinge nåede i 1950 op på over 1000 indbyggere. Refsvindinges drastiske tilvækst i indbyggertal, såvel som i størrelse, må især skyldes byens beliggenhed. Landevejen gav beskæftigelse til mange, samtidig med at bønderne og håndværkernes varer let kunne transporteres til markedet eller havnen i Nyborg. Den tidligere landsby, der var beliggende et stykke fra landevejen, fik med jernbanens ankomst i slutningen af 1800-tallet en tættere forbindelse til landevejen. I løbet af 1900-tallet udviklede Refsvindinge sig fra at være en traditionel landsby til at være en by med både landsbyens og landevejsbyens udtryk.

Omsorg for de fattigste
I februar 1725 nedskrev Etatsråd Eric Scheel og Oberst-Løjtnant Sigwart Urne en fundats til et hospital på Refsvindinge Kirkegård. Et årti tidligere havde de daværende ejere af Juulskov sat penge til side til de fattige, men i det blev Scheel og Urne, der opførte hospitalet. Refsvindinge Hospital blev et bindingsværkshus i ”god og tilbørlig stand” med egen kålhave. Hospitalet, der var datidens alderdomshjem, havde plads fire fattige "lemmer”. Lemmerne fik ud over husly, tre rigsdaler om måneden til mad samt syv rigsdalere om året til brænde. Fundatsen satte regler for hospitalet, dets økonomi samt hvem måtte bo der, og hvordan de skulle opføre sig. Refsvindinge hospital blev nedlagt i 1921. Kort efter blev bygningen solgt til en privatmand, der nedbrød hospitalet, og genopførte det som sommerhus ved stranden i Nyborg.

”Instruks eller Bye-Lov for Refsvindinge Bye”
Da alle gårde og huse lå samlet i landsbyen, var der brug for regler for, hvordan beboerne skulle omgås hinanden. Den første fynske bylov, der kom på tryk, var Refsvindinges. Byloven fra 1773 var forfattet og bekostet af Frederik Bagger på Juulskov, og hver gård fik et eksemplar. Byloven satte mange regler for indhegning, såning og høst, men også for indbyggernes moral. Befindes nogen, vare sigmænd, karle, drenge eller kvinder, at slåes, trækkes i hår eller udskiælde hinanden enten i gildelaug eller anden sted, da skal hver betale 3 mark til de fattige. Derudover fik fædrene til byens unge drenge besked på at lære deres sønner at strikke strømper eller spinde uld, således at de, hvis de en dag ikke længere kunne klare det hårde markarbejde, ikke behøvede at ligge landsbyen til last.

Rationering på øl
Tanken bag Baggers bylov har været, at bønderne skulle holde hinanden i nakken. Mange af reglerne lagde op til at bønderne skulle angive hinanden. Guleroden var kontant, for en del af bøden blev udbetalt til angiveren, men man må formode, at landsbysfællesskabet ikke har haft let ved at acceptere angiveriet. Vi ved ikke med sikkerhed om byloven blev håndhævet, men ambitionen var tydelig: Der skulle være orden i sagerne, og de enkelte forbud er meget specifikke, så der ikke kunne opstå tvivl. Eksempelvis skulle alle efter såningen efterse deres huse, tag og rygning. Hvilke regler der er blevet overholdt er svært at sige, men særligt i ét tilfælde kan man have sine tvivl: Nemlig når øldrikningen blev begrænset til to gange om året.
 

Da jernbanen kom til byen
I 1897 blev Ringe-Nyborg-banen åbnet, og Refsvindinge blev en by med egen station. Jernbanesporet blev anlagt mellem byen og landevejen, og Refsvindinge station blev opført, der hvor den stadig ligger i dag. Ved åbningen lå stationen alene på et bart stykke land mellem landevejen og byen. Der gik dog ikke lang tid før flere huse voksede frem ved stationen. I løbet af 1930’erne begyndte jernbanen at få kamp til stregen, idet togselskaberne nu begyndte at udbyde både bus og togruter. Det førte i 1933 til, at man skar i antallet af togafgange. Efterhånden som flere fik egen bil, begyndte passagererne at forsvinde, og i 1962 blev Ringe-Nyborg banen nedlagt. Skinnerne blev taget op, nye huse blev bygget, men stationsbygningen fik heldigvis lov til at blive stående, som et minde om Refsvindinges tid som stationsby.

Lillemølle
Der fandtes tidligere flere møller i Refsvindinge Sogn, i dag ligger kun Lillemølle tilbage - men det er til gengæld en lille perle, der med rette er betegnet som en af de smukkest beliggende vandmøller i Danmark. Møllen er beliggende ved Ørbæk Å omgivet af et dramatisk landskab med stejle skrænter. De stråtækte, gulkalkede bindingsværksbygninger med brunmalet tømmer blev opført efter en brand i 1827. Mølleanlægget, der ligger under vejens niveau, består af et møllehus, der er bygget sammen med stuehuset, tilhørende avlsbygninger samt en mølledam. Gennem flere hundrede år var Lillemølle fæstemølle under Holckenhavn. Først i 1899 blev møllen købt af den daværende fæsters søn. Til møllen var der intet hejseværk, så mølleren måtte bære de 100 kg tunge sække på nakken op ad en trappe til kværnen.