Da Sprogø hørte under Nyborg

Klumme til Lokalavisen Nyborg den 7. juni 2023 skrevet af museumsinspektør Troels Malthe Borch.

Et par kilometer fra Nyborg – stik mod øst – ligger Sprogø. I dag er øen utilgængelig for de fleste og en del af Korsør Kommune. Men historisk set har øen haft tæt tilknytning til Nyborg.

Selvom det er Museum Vestsjælland, der har ansvaret for arkæologi og indsamling på Sprogø, mener vi på Østfyns Museer også, at vi her i Nyborg har en vis “ret” til øen. Det er derfor, vi i år viser en udstilling om Sprogø, og i det følgende vil jeg trække nogle af de mange historier om Sprogøs tætte forbindelse til Nyborg frem.

Sprogø ligger lige midt mellem Fyn og Sjælland, men i renæssancen var øen bestyret fra Nyborg. Det var lensherren på Nyborg Slot, der på kongens vegne rådede over kongens heste, der græssede på øen, og da generationer af hollandske bønder og værtsfolk siden blev bosat på øen, var det i Nyborg, de blev døbt, gift og begravet. For dengang var Sprogø en del af Nyborg Sogn.

Hestenes ø
I 1500-tallet var Sprogø hestenes ø. Måske endda “øgenes ø”, for dengang var betegnelsen “øg” for en hest ikke udtryk for, at hesten var gammel og udslidt. Det var derimod et stod af “unge Øg”, som kongen havde gående på Sprogø, og kilderne fortæller gentagne gange om, at kongen forærer heste fra Sprogø som gaver til udvalgte folk. Øen hører under Nyborg Slot, og det er lensherren på slottet, der igen og igen skal sørge for at hente hestene på Sprogø.

I 1532 bliver Johan Friis således begavet af kongen med to heste fra Sprogø – muligvis i taknemmelighed for, at Friis netop havde påtaget sig den betroede opgave som kongens kansler. Det var dengang den højeste stilling i landet bortset fra kongen – en form for statsminister, og de store, stærke frisiske heste fra Sprogø var en yderst fornem gave, da de frisiske heste for datidens krigsførelse var, hvad Leopard-kampvogne er i dag.

Hollandsk civilisation
Det var naturligvis ikke lensherren på Nyborg Slot selv, der holdt hestene på Sprogø uden opsyn. Det havde han folk til. Måske var det ligefrem en “stodder”, der tog sig af opsynet med kongens “stod” af heste? Ved årsskiftet 1568-69 rejser Frederik II på tværs af det tilfrosne Storebælt. Men katastrofe: Hans hest går gennem isen, og kongen og hans følge af 100 mand må redde sig i land på Sprogø. Her er det ikke ligefrem kongelige forhold, der gør sig gældende. Efter mødet med en flok halvvilde heste – og måske en stodder – befaler kongen, at lensherren i Nyborg skal sørge for at, der fremover altid er mulighed for kost og logi på Sprogø for nødstedte rejsende. Civilisationen skal udbredes også til den lille ø i det store bælt, hestene skal føres bort og en hollænder – på det tidspunkt var Nederlandene opfattet som en af de mest civiliserede nationer i verden – får til opgave på kongens og lensherrens vegne at sørge for konstante beholdninger af øl, ærter og saltet flæsk.

Hestene føres bort fra Sprogø og sættes i stedet ud på Fyns Hoved, og under gunstige vilkår regerer nu en lille hollandsk civilisation på Sprogø. Der bliver ikke blot sørget for øl, ærter og saltet flæsk, Sprogø bliver kendt for særdeles godt smør og god ost efter hollandsk opskrift, og det der da også med tre tønder smør, at lensherren i Nyborg vil have sin årlige afgift fra Sprogø.

Sprogø bliver en del af statslig infrastruktur

I 1600- og 1700-tallet kommer Sprogø på private hænder og er både ejet af tolderen i Nyborg og siden af godset Juelsberg nord for Nyborg. Men i 1814 bliver det igen kongens ø. Nu er det Frederik VI, der efter et nødophold på den krigshærgede ø køber øen tilbage fra Juelsberg og beordrer etablering af værtsbygninger med plads til 70 1.- og 2.- klasses rejsende foruden en stor fælles sovesal, samt yderligere lokaler til 100 isbådsfolk. Snart er Sprogø heller ikke længere en del af Fyns Stift, men en krumtap i den nationale infrastruktur med både optisk telegraf, fyr, isbåde og kro.

Mens de kulinariske lækkerier i form af smør og ost i 1600-tallet kom fra Sprogø til Nyborg, går udvekslingen under isvinteren i 1929 den anden vej. Storebælt er frosset til, og på kvindeanstalten på Sprogø er man nu endnu mere afskåret fra omverdenen end ellers. I hele fem uger kan der ikke komme skib til øen, og i stedet indsættes flyvemaskiner til at kaste post og absolutte fornødenheder ned til de indefrosne på øen.

Chokolade fra Nyborg flyves til Sprogø

Imidlertid nærmer forstanderinden Fru Nielsens 50-års fødselsdag sig, og gode råd er dyre. Hvordan kan man fejre den vellidte forstanderinde under disse omstændigheder? Løsningen bliver at bestille den gode chokolade fra konditoren i Nyborg i den næste flyvende levering til at forsøde dagen med.

En beskyttet lomme af natur og kultur

I år – den 14. juni – kan vi fejre 25-året for Storebæltsbroen. Nu kan man køre direkte til Sprogø både fra øst og vest, og øen i Storebælt er på en gang forandret for altid og bevaret som en lille, beskyttet lomme af natur og kultur. Mange nyborgensere kører dagligt hen over øen med bil eller tog, når de pendler fra Nyborg til Sjælland og København. Men før broen var modstanden mod Storebæltsforbindelsen stor i Nyborg, og i 1977 tog Nyborgs borgmester initiativ til en folkebevægelse for at undgå forbindelsen. Nu har piben fået en anden lyd, og Nyborgs borgmester arbejder i stedet for at få fjernet broafgiften, så endnu flere vil rejse over bæltet. Dermed kan også endnu flere i få sekunder ad gangen nyde den smukke, lille Sprogø – med store flokke af gæs og måger, får og kvæg, fyrtårn og ikke mindst en unik historie.