©  Foto:

Klokkefrøstien

Klokkefrøstien er en vandresti langs med og nær kysten mellem Lundeborg i syd og Åhuse i nord.

Stien er markeret med små skilte og følger små asfaltveje, skovstier, trampestier langs levende hegn eller strandbredden. Undervejs oplever du storslåede landskaber med skov, mark, eng og flotte kik til Storebælt. Ruten går tæt forbi vandhuller med klokkefrøer og på stille og lune dage i maj, juni og juli kan man her høre deres sælsomme kvækken. Det lyder som kirkeklokker i det fjerne. Det er klokkefrøhanner, der forsøger at lokke hunner til vandhullet for at sikre nye generationer af den lille frø med den store stemme.

På stien er opsat flere informationstavler, der fortæller om klokkefrøen.

Klokkefrøstien har forbindelse til Øhavsstien ved Lundeborg.

En del af stien er etableret ved frivillige aftaler med private lodsejere, så vis hensyn og følg reglerne for færdsel på stien.

Gode råd:

  • Hele stien er åben for færdsel fra klokken seks morgen til solnedgang
  • Hunde skal føres i snor
  • Færdsel er på privat ejendom. Tag hensyn til ejerne, vær hensynsfuld og smid ikke affald
  • Teltovernatning skal foregå på lejr- eller campingpladser eller andre steder, hvis ejeren giver lov
  • I tilfælde af jagt kan stien være lukket, men du vil på stedet blive informeret om en alternativ rute