Podwalks: Købmandens usynlige arv
Familien Michelsen er en jødisk familie, der er flygtet fra Polen og har bosat sig i Nyborg. I denne dramatiserede podwalk får du historien om unge Karl, hvis liv får en utrolig betydning for en hel nation på den anden side af Atlanterhavet. I dag tager du et skridt tilbage til 1839, hvor du følger Karl i en fortælling om håb, frygt, kærlighed, længsel og had. Lydbilledet af Karls liv giver dig et glimt ind i en hverdag i et anderledes Nyborg, hvor det ikke altid var let at være jøde.
Sjælens Flammer - Borgmester Mads Lerches gård - Slotsgade 11
Den unge jøde Karl Michelsen går gennem Nyborgs gader med sin forlovede Mathilde. Vi fornemmer en brændende længsel i Karl efter at komme ud og se verden. Det er et ønske hans forlovede ikke deler med ham. Parret ser ikke de ildevarslende skikkelser, der ubemærket følger efter dem.
Fortidens Lænker - Karls hjem – Kongegade 12
Foran Karls hjem opdager han og Mathilde en plakat, der er blevet sømmet op på hoveddøren. Papiret rummer et ganske ubehageligt budskab til ham og hans familie. Snart bliver Karl også antastet af lokale. Det er nemlig langt fra alle nyborgensere, der på dette tidspunkt tolerer jødernes tilstedeværelse.
Mursejlerens Fald - Købmand Hans Kruuses gård – Nørregade 5
Karl henter varer hos byens store købmand Hans Kruuse i Nørregade. Her puster den erfarne handelsmand til Karls udrejselængsel og giver ham et tilbud, der er særdeles skræmmende, men svært at afslå. Da Karl forlader gården, venter der ham endnu en ubehagelig overraskelse.
Korsets Vægt - Korsbrødregården - Korsbrødregade 2
Karl er flygtet gennem Nyborgs gader og hen til præstegården og Vor Frue Kirke, men her indhenter forfølgerne ham. Denne gang går det endnu voldsommere for sig, men heldigvis kommer en ganske særlig person Karl til undsætning. En person der hjælper Karl med at tage en svær beslutning.
Den Skjulte Arv - Havnefronten
Karl står foran et imponerende sejlskib, som kan føre ham ud i den store verden. Kan han sige farvel til Nyborg, sin familie, sin forlovede, til trygheden og visheden? Og hvilken skæbne venter ham derude i horisonten? Denne dag tager Karl en beslutning, som på sigt påvirker ikke bare utallige mennesker, men også en hel nation på den anden side af Atlanterhavet.
Download appen Useeum og start din lydfortælling. Du finder Useeum i App Store her og Google Play her.