©  Foto:

Slotte, fortidsminder og bryggerier (41,3 km)

Turen starter ved ”Almas Hus” i Ørbæk. Den gamle, gule husmandsgård har en unik historie og trækker tråde fra 1600-tallet til i dag. Almas Hus udvikles i disse år til netop at være knudepunkt for cykelture og oplevelser i Ørbæk.

 

Almas Hus og Ørbæk Bryggeri

Fra Almas Hus kører du mod nordvest til Ørbæk Bryggeri. Bryggeriet er økologisk og kendt for bl.a. Fynsk Forår. Her er salg af de mange specialøl direkte fra bryggeriet.

Lindeskov og Magelund Voldsted

Vest for Ørbæk ligger flere interessante stop. Fortidsminderne ved Lindeskov indeholder bl.a. Danmarks længste bevarede stendysse på hele 168 m. På den modsatte side af hovedvejen ligger Magelund Voldsted. Voldstedet er et af Danmarks største og stærkest befæstede voldanlæg fra middelalderen.

Lykkesholm Slot

Lykkesholm Slot er efterfølgeren til Magelund Voldsted som områdets fæstningssted, og har bl.a. været et yndet opholdssted for H.C. Andersen.

Ellested kirke

Turen går videre til Ellested kirke – en af områdets ældste kirker fra begyndelsen af 1100-tallet. Stedet har sandsynligvis også været et hedensk helligsted før Kristendommen.

Ravnholt Dyrehave

Her er det første naturlige sted at gøre ruten kortere ved at køre direkte mod Herrested. Gør du det, snyder du dog dig selv for den smukke tur igennem de lange alléer med kastanjetræer, som skaber rammen for en smuk tur igennem Ravnholt Dyrehave ved godset Ravnholt.

Natur- og Kulturcentret

På din videre tur kommer du forbi Herrested Kirke, inden du når til den nordlige udkant af Refsvindinge ved Natur- og Kulturcentret. I hele dette området pågår der et stort arbejde med den fredede strandtudse. Igennem de senere år er der oprettet mange levesteder til tudsen, og stedet huser også sheltere. Refsvindinge er næste sted på ruten, hvor du naturligt kan forkorte ruten.

Juulskov Gods og 2 møller

På den nordligste del af turen kommer du forbi Juulskov Gods, inden du skal igennem den idylliske Ørbæk Ådal med sine vandmøller. Det første stop er Sulkendrup Mølle. Her er en nyligt restaureret Jættestue, og stedet er ideelt til en pause. Videre igennem ådalen kommer du til områdets anden funktionelle vandmølle – Lillemølle. Begge møller ligger og spejler sig i sine møllesøer.

Refsvindinge Bryggeri og Malteri

Du kan nu køre et smut forbi Refsvindinge Bryggeri og Malteri. Bryggeriet er kendt for sin Ale No. 16, der flere gange er kåret til Danmarks bedste øl. Stedet huser også Danmarks eneste mikromalteri, hvilket bringer en sød og ejendommelig duft til området. Her er salg af et væld af øl direkte fra bryggeriet. Fra et af Danmarks mindste – men bedste bryggerier – går turen mod Frørup. På din vej har du dog igen en naturlig mulighed for at korte ruten af. Vi anbefaler dog, at du tager det sidste stræk med.

Frørup

I Frørup møder du en klassisk dansk landsby med Frørup Kirke, bindingsværkshuse, og det gamle bystævne. I Middelalderen valfartede troende og syge til den nærliggende Regisse Kilde for at finde helbredelse. Her finder du også Frørup Vingård. Om vandet bringer helbredelse gennem vinen, skal vi dog lade være usagt.

Ørbæklunde Gods

På vej retur til Ørbæk passerer du Ørbæklunde Gods fra 1500-tallet samt Ørbæk Kirke, der især er kendt for sine ”Træskomalerier”.