
Svindingesporet (13,5 km)
Svindinge er en lille landsby uden for Nyborg. Byen er beriget med et hyggeligt og aktivt landsbymiljø. Det smukke landskab, med bølgende marker, og blomstrende enge. Følg ruten fra Svindinge kirke og ud til Regissevejen som er opkaldt efter den hellige kilde Regisse.
Svindinge er en landsby på Østfyn, i Nyborg kommune. Byen ligger højt (92 m over havet), omgivet af skove og bakker. Svindinge sogn afgrænses mod nord af Kongshøj å's tunneldal, mod øst af en tværgående dal, hvor Fiskebækken strømmer til Kongshøj å og i vest af Sorteåen. Sandede og stenede jorde findes nordøst for byen og mod syd, men ellers er jorderne de fleste steder gode, lermuldede.
Landsbyen er første gang nævnt i skriftlige kilder i 1376, men der har boet mennesker i tusind år på stedet, hvad arkæologiske fund vidner om.
Svindinge er et hyggeligt og aktivt landsbymiljø, beliggende i smukt landskab med bølgende marker, brede bøge og blomstrende enge. Landsbyens gadekær, kirke og skole skaber et idyllisk centrum i landsbyen. De omkringliggende herregårde og mange velbevarede gamle ejendomme leder tankerne mod svundne tider.
Svindinge er en typisk fynsk landsby, præget af en lang historie under Glorup gods. Tidligere var levebrødet kun landbrug og lokalt håndværk men nu bor der mange der har deres indkomst andre steder fra.
Midt i denne hyggelige landsby ligger kirken og gadekæret. Her er udgangspunktet for de ruter, der strækker sig rundt om Svindinge og ud i det smukke Østfynske herregårdslandskab. Husk at tjek alle ruterne ud...
Turen starter ved Svindinge Kirke & gadekær. Ruten følges ad Præstegårdsvej mod engen hvor den drejer til venstre og går gennem Kohaveskoven (der er privatejet) samt Bredmisteskoven (der hører til Glorup gods). Sidst på turen kommer man til Regissevejen. Vejen er opkaldt efter den hellige Regisse. Man kan ikke finde hende i den katolske helgenkalender, men i følge dansk folketro var der udsprunget en undergørende kilde på det sted, hvor Regisses to børn blev myrdet. Vandet fra denne kilde mentes at afholdt kildemarkeder til Regisses ære. I nyere tid er kilden blevet restaureret og ved at dreje til venstre ad Regissevej (ca. 1 km.) og kort før Frørupvej, kan man til fods komme ned til selve kilden. Ruten fortsætter til højre ad Regissevej og her kan man se en gammel stendysse, omkring hvilken det lokale spøgelse "Skulør" efter sigende huserer. På toppen af Regissevejen er der desuden en storslået udsigt til Storebælt og den nye bro. Turen slutter ved Svindinges gadekær.