Nyborgs hyggeligste gade
Gå igennem Slotsgade og nyd synet af det unikke byrum og omgivelser – en del af det såkaldte "Fyrstespejl" – der spejler sig i møllegravens stille vand, mens Nyborg Slot troner lige foran dig...
Som kongeby er Nyborg anlagt og udbygget igennem århundreder igennem hele Middelalderen. I starten af 1500-tallet endda udnævnt til Danmarks første hovedstad. Du kan den dag i dag gå i fodsporene på Danmarks konger og dronninger igennem Nyborg. Og en af de gader, du ikke må snyde dig selv for at opleve, er Slotsgade.
Danmarksporten og vejen igennem kongebyen
Gå igennem Landporten - den eneste adgang til Kongebyen Nyborg fra land. Her mærker du allerede det mægtige fæstningsværk, når mørket i Danmarks længste tøndehvælving får dig til at fokusere på lyset for den anden ende af porten - inde fra selve Nyborg. Når du kommer ind i kongens by, troner kongeslottet Nyborg Slot sig på Slotsholmen omgivet af volde og voldgrave. I løbet af de kommende år, vil Slotsprojektet genskabe konturerne af det mægtige Nyborg, som en del af arbejdet med at gøre Nyborg til en værdig kandidat til UNESCO's Verdensarvsliste.
På din vej ad rigets hovedstrøg forbi Nyborg Slot hen over Torvet - kongens og byens oprindelige turneringsplads - går du blandt en rig kulturarv uden lige. Slotsmøllen, Rådhuset og gamle købmandsgårde. Nyborg Bibliotek skiller sig ud på din vej, men det er ikke desto mindre et besøg værd, med sin baggrund i dansk design hvor Hans J. Wegner har designet inventaret, mens Erik Møller og Flemming Lassen har designet selve bygningen.
Nu står du i hjertet af et af Danmarks måske mest imponerende, hyggeligste og vigtigste kulturhistoriske byrum - ved indgangen til Slotsgade. Langs Slotsgade løber "møllegraven" der siden Middelalderen har forsynet Slotsmøllen med vand og samtidig været en del af det imponerende fæstningsværk rundt om Nyborg Slot og by. Brostenene fører dig forbi Gyldenchrones Palæ og den ikoniske Borgmestergård. Sammen med en lang række andre byhuse, kan du her forestille dig det såkaldte Fyrstespejl - den planlagte kongelige residensstad - hvor prægtige bygninger har dannet mod- og medspil til Kongeslottet på den anden side af møllegraven.
På din vej igennem Slotsgade kan du se igennem de lige gader, som løber parallelt med hinanden og forbinder Nyborgs middelalderbykerne med kongeslottet i den ene ende og Nyborg Vor Frue Kirke i den anden ende. Gadestrukturen er den samme som i middelalderen og i alle gaderne ligger historiske bygninger og hyggelige handelsgader.
Og hvor langt har du så gået for at opleve Nyborgs hyggeligste gade? Alt i alt kun 500 meter fra du gik ind i Kongebyen via Landporten til du har krydset Torvet, gået langs møllegraven og nu befinder dig foran Nyborg Slot.
By- og Fæstningsvandring på egen hånd eller med guide
Vi har her præsenteret dig for Slotsgade, men Nyborg er så meget mere end denne ene gade. Gør dig selv den tjeneste at gå på opdagelse i hele Nyborg - enten på egen hånd eller med guide. Nyborg Slot tilbyder guidede byvandringer flere gange om ugen fra april til oktober. De tager ca. 1 time.
Ønsker du at opleve Nyborg på egen hånd, anbefaler vi at du anskaffer dig en "By- og Fæstningsvandringsguide". Denne lille folder kan købes på turistbureauet på Torvet i Nyborg. Guiden anviser og beskriver Nyborgs historiske bygninger og steder, så du på egen hånd kan mærke historiens vingesus året rundt.
Købstaden Nyborg med sine butikker, restauranter og caféer
Nyborg er ikke alene en gammel kongeby, men også en købstad. Borgmestergården i Slotsgade er en af de ældst bevarede købmandsgårde og blev opført af borgmester og købmand Mads Lerche omkring år 1600. I dag er bygningen med til at indramme og markere det unikke byrum og er samtidig en vigtig del af Østfyns Museers formidling af Nyborgs historie. Her finder du en hyggelig lille butik med souvenirs, bøger om Nyborg mm. Når du bevæger dig rundt i den historiske bymidte finder du et rigt og varieret udbud af butikker, restauranter og caféer. Flere har hyggelige gårdhaver, mens andre benytter de smalle gågader til servering og udstilling af varer.
Ta' til Danehof, Høstmarked eller Jul i den gamle Kongeby
I løbet af året afholdes en række events på Torvet. Disse events har ofte historisk baggrund, som f.eks. Danehof, Høstmarked og Jul i den gamle Kongeby. Fælles for dem alle er, at de afholdes på den plads, der igennem århundreder har været centrum i Nyborg og anlagt til formålet - Torvet. Herfra spreder de forskellige events sig igennem bl.a. Slotsgade.
Slotsprojektet - på vej mod UNESCO Verdensarvskandidatur
Nyborg Slot og by arbejder i disse år på at blive en værdig kandidat til UNESCOs Verdensarvsliste. Dette indebærer bl.a. en omfattende restaurering af det eksisterende Nyborg Slot, samt en tilbygning der indeholder moderne besøgs- og formidlingsfaciliteter. Set fra Slotsgade vil slottet være revitaliseret med forhøjet vagttårn, ny tvinger (adgangsbro) og ringmur. Det vides endnu ikke hvornår restauringen af slottet vil være afsluttet.